IPU tilbyder højt kvalificeret proces- og produktudvikling, rådgivning og samarbejde med specialister inden for ingeniørmæssige og kommuni-kationsteknologiske fagområder med innovation som vores speciale

Kursus skal skabe Ellehammer-typer

Der gøres op med udenadslæren på kursus-forløb hos IPL. I stedet bliver der lagt vægt på direkte kontakt til virksomheder, helhedsorienterede opgaver og kreative løsninger.

Der gøres op med udenadslæren på kursusforlb hos IPL. I stedet bliver der lagt vægt på direkte kontakt til virksomheder, helhedsorienterede opgaver og kreative løsninger.

 

IPL udbyder kurser, der binder teori tæt sammen med eksperimentelt arbejde og kreativ tænkning. Kurserne ruster de studerende til hurtigt at få et overblik over den samlede produktionsudviklingsproces fra specifikationer til egentlig fremstilling og testning.

 

På IPL udbydes kurser, der ikke kun stiller store krav til de studerendes fundamentale teoretiske og praktiske færdigheder, men også til deres evne til at tænke kreativt. Kurserne skal være et spejl af tiden, hvor de studerende skal lære at vurdere hvad verden har brug og være hurtige og dygtige til at følge op på nye tanker og ideer. De får ud over undervisning i teori tildelt opgaver, som er industrielle eller meget industrielt inspireret. Opgavens emne skal analyseres, og de skal give konkrete forslag til nye løsninger og får på den måde førstehåndserfaring med eksperimentelt arbejde.

 

Design hviler tungt på samarbejde

På overbygningsuddannelsen Produktion og Ledelse kan man bl.a. tage et kursus i "Mikromekanisk system design og produktion". Kurset er delt i to, en 13-ugers periode med teori og en tre-ugers projektperiode. I de 13 uger får de studerende en værktøjskasse med metoder, fx om hvordan man samarbejder, og om hvilke typer produkter man kan fremstille ved hjælp af de tilgængelige teknologier. I projektperioden skal de anvende metoderne i et team. De får udleveret en specifikation på en komponent, og herefter skal de udarbejde værktøjer og teknologier til at forfine og afslutte design og fremstilling af komponenten. Til sidst præsenteres projektet ved eksamen, hvor lærer og censor indtager rollen som interessenter.

 

"Vi har ramt plet med et kursus, der ruster de studerende til at forstå og anvende de forskellige produktionsmetoder i forbindelse med mikroteknologi og mikromekaniske komponenter. De får en forståelse for relevante støtteteknologier, og de lærer at vælge og anvende den mest relevante proceskæde i forhold til de enkelte produktspecifikationer. De studerende skal samtidig forstå, at design ikke kun er en teknisk og videnskabelig aktivitet, men hviler tungt på samarbejde", siger professor Hans Nørgaard Hansen.

 

De studerende bliver bedt om at være kontroversielle i deres præsentationer af projektet. F.eks. producerede et af holdene en film, der viste, alt hvad de foretog sig fra projektstart til slut. Filmen gav et godt indblik i kvaliteten af deres samarbejdsproces og i deres brug af metoder til at udvikle en bestemt komponent. Det kan være meget tidskrævende for de studerende, men til gengæld får de mulighed for at prøve teorien af i praksis.

 

Eksamenskrav at tænke kreativt

"De studerende skal have ansvar og opgaver, der spejler det erhvervsliv de skal ud til. Et af kravene til eksamen er, at de kan tænke kreativt", siger professor Per Møller, IPL, der udbyder kurset "Avanceret overfladeteknologi". På kurset lærer de studerende at forstå overfladers materialeteknologiske egenskaber og dernæst at anvende deres viden til at løse et overfladeproblem. Stofmængden i kurset er meget stort, og det skal anvendes i sammenhænge, hvor det giver mening. Det forudsætter et opgør med udenadslære og kurset forsøger i stedet for at give de studerende et overblik og en grundlægende forståelse for emnet.

 

Teorien relateres til praksis, fx Hvad er årsagen til at man bruger én bestemt overflade i et fly eller i en mobiltelefon, eller hvor meget nikkel afgiver en mønt i brugssituationen? De opgaver de studerende præsenteres for er taget direkte fra de problemstillinger virksomhederne står med i dag. Mange af de studerendes løsningsforslag kan bruges af virksomhederne bagefter, og det kræver stor omhyggelighed og høje krav til opgaveløsningen - til gengæld får de studerende ansvar og erfaring med, at deres viden rent faktisk bliver brugt i den virkelige verden.

 

Ellehammer-typer

"Vi vil skabe innovative mennesker, sådan nogle Ellehammer-typer, der bare bliver ved og ved, fordi de bliver grebet af en idé. Men det kræver, at de studerende kan den helt grundlæggende teori først, de skal have fingrene i materien, før de kan tænke kreativt. De skal ikke kun vide, hvordan man gør tingene, de skal også vide, hvorfor man gør tingene på en bestemt måde. Vi skal have ingeniører, der er dygtige til at specificere og analysere, det er konsekvensen af vores videnssamfund, og de studerende skal indstille sig på, at de skal lære 30 % mere på 30 % kortere tid. Men ikke nok med det, de skal også være knalddygtige til at kommunikere på tværs af faggrupper og kunne vurdere, hvornår hvilken kommunikation er nødvendig for at et projekt kan løses optimalt," slutter Per Møller.

 

"Vi har ramt plet med kurset Mikromekanisk system design og produktion, der ruster de studerende til at forstå og anvende forskellige produktionsmetoder i forbindelse med mikroteknologi og mikromekaniske komponenter. Det kan være tidskrævende at deltage i kurset, til gengæld får de studerende mulighed for at prøve teorien af i praksis", fortæller professor Hans Nørgaard Hansen, der udbyder kurset på overbygningsuddannelsen Produktion og Ledelse.

 

Artiklen er skrevet af videnskabsjournalist Mette Minor Andersen, foto Carsten Broder Hansen

IPU - IPU Produktudvikling - Artikler - Kursus skal skabe Ellehammer-typer. Et opgør med udenadslæren
Informationsmateriale
Få informationsmateriale om IPU Produktudvikling tilsendt. Kontakt via eller tlf. 45 93 25 22
© IPU 2006-2010
IPU ProduktudviklingTlf. (+45) 45 93 25 22Email