Kronik i Ingeniøren uge 41/2007
Innovationskonkurrencer og stimuleringen af kreative evner, både udenfor og i etablerede virksomheder er oppe i tiden, hvor professionelle og lægfolk folk kan afprøve deres evner med innovation. Der er virksomhedsinterne og -eksterne konkurrencer, brancheorienterede konkurrencer (f.eks. DI’s Produktpris, Ingeniørens egen Produktpris, Innovation Cup, INDEX-award), konkurrencer for iværksættere, konkurrencer for universitetsstuderende og sågar også konkurrencer for skolebørn. Et af årsagerne til disse mange konkurrencer er at mange produktudviklende virksomheder anser konceptudviklingsaktiviteten for værende af stigende vigtighed for innovationsprocessen. Det er interessant at bemærke, når man studerer disse forskellige konkurrencers rammer, regler og mål, at fællesnævneren for alle konkurrencerne er ’innovative koncepter’, med særlig fokus på evnen til enten at skabe disse, eller videreudvikle disse til succesfulde produkter og serviceydelser. Jeg frygter at der med disse mange konkurrencer går inflation i termen ’koncept’ og det er spørgsmålet, om vi rent faktisk er i stand til at arbejde med innovative koncepter. Så hvad betyder denne fællesnævner ’innovative koncepter’?
Først vedrørende en forståelse af ’innovation’ i den industrielle kontekst. Udover den relativt sikre og simplistiske definition af: innovation = opfindelse + markedsmæssig succes, er der kun ganske få forsøg i den danske industrikontekst på at definere målene for, eller aktiviteterne i innovationsarbejde. I en tid af global udvikling og -konkurrence, verdensmarkeder, socialt ansvar, netværksorienerede værdikædsoperationer og højteknologisk forskning og udvikling, skal de produkter og opfindelser som vi producere leve op til en frygtlig masse kriterier, før vi kan udråbe dem til at at være innovationer. Dette kræver en kompleks og simultant overvejesle af teknologi, marked, netværk, slutbruger, infrastruktur, stordriftsøkonomi, kerneproduktindhold, IP, markedsmæssig position, og markedsudvikling – for blot at nævne nogle af de vigtigste.
Men hvad er så med ’koncepter’ og konceptudvikling? I dette trin i produktudviklingen skal ideer være iklædt en kontekst, en mening og en materialisering. Det er vigtigt for os ingeniører og teknologer at forstå den rolle vi har i konceptudviklingen. Uden teknologi får koncepter ikke det brændstof som de behøver for at blive til realiteter, konteksten kan nemt blive kunstigt skabt eller misforstået, og sandsynligheden for konceptets videreudvikling til succesfulde produkter er nedsat. Eller som international designprofessoren, John Heskett, siger – uden teknologi forbliver koncepter blot flotte skitser.
I et forsøg på at eksemplificere disse mange mål og kompetencerområder, kan vi kort studere en af vinderne fra INDEX-konkurrencen i år. Bærebare PC’en ’XO’ fra organisationen OLPC (One Laptop Per Child) er skabt til at forsyne skolebørn[slutbrugere] i fattige lande med en PC. PC’en kan kun købes af nationer eller regeringer [marked] i styktal af mindst 250.000, men derfor også til max $100 per stykke [stordriftsøkonomi]. Den bruger ny klyngeteknologi for at koble på internettet [infrastruktur], bygges op af open source software [IP] og skal bruge 10% af en almindelig bærebare PC’s strøm [teknologi] – dels pga. dens slanke software-kode, dels pga dens hardware (der er f.eks. ingen harddisk, men en flashdisk i stedet). Selve PC’en har en række unikke egenskaber som gør at den passer til den specifikke brugssituation som den er skabt til (støvresistans, batteri med optræksfacilitet, tyverisikring, osv.) [kerne produktindhold]. Indtil videre er der ikke blevet leveret nogle af disse PC’er, så den kan stadig betragtes som et koncept. Men man har i hvert fald gjort sit bedste for at overveje alle teknologiske, sociale og design-aspekter af konceptet.
Moralen her er at vi ingeniører skal skærpe vores konceptualiseringsevner, for at kunne være med til at skabe de vigtige og meningsfulde koncepter i vores produktudviklingsprocesser. Jeg tror at dette er egentligt hvad fællesnævneren for alle disse innovationskonkurrencer burde dreje sig om.