ScienceComm skriver artikler med eksempler på IPU's samarbejde med både offentlige og private virksomheder. Nedenfor kan du læse en artikel om IPU's samarbejde med Biblioteksstyrelsen.
Åben port til information
”I den nye informationsstyrede verden bliver det uendeligt svært at komme udenom digital videnhåndtering. Derfor burde det også være umådelig svært at komme udenom IPU, som har kompetence og erfaring på det felt”.
Bo Örström er vicedirektør i Biblioteksstyrelsen, der blandt andet støtter forsøg, udvikling og omstilling i de forskellige bibliotekstyper. Bo Örström er også ansvarlig for DEFF-samarbejdet (Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek) mellem Kulturministeriet, Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet. IPU-afdelingen InfoLab har i mange år leveret ydelser til DEFF og det samarbejde er løbende blevet udbygget og udvidet.
Fra bevilling til handling
- Hvordan blev InfoLab og IPU involveret i DEFF-projektet?
”DEFF er udsprunget af den IT-politiske handlingsplan "Info-samfundet for alle - den danske model" i 1998. Vi fik en meget stor bevilling på 200 mio. kr. til at realisere planen, og vi fik lavet nogle rudimentære portaler, men da vi kom til diskussion om adgang til de elektroniske tidsskrifter, gav det god mening at kontakte Mogens Sandfær og InfoLab.”
- DEFF havde altså ikke den fornødne ekspertise til at omsætte idéerne til praksis?
”Nej, DEFF var blevet til i kraft af nogle konsulentundersøgelser og en visionsrapport, som blev afleveret til de tre ministerier. Her fandt man rapporten så spændende og anbefalingerne så nødvendige, at ministerierne ønskede at opgradere forskningsbibliotekerne til den nye verden. Hvad det var for nogle dimser eller produkter eller organisatoriske tiltag, der skulle til, viste man naturligvis ikke, så vi havde brug for at få hjælp til at komme i gang med den elektroniske udvikling.”
Det akademiske miljø
InfoLab var fra starten med til at udforme DEFFs systemarkitektur, webservices og siden ligeledes at udvikle og varetage driften af en række andre delelementer. Bo Örström: ”DEFF-bevillingen var simpelthen penge til at opgradere bibliotekssystemer, så de kunne kommunikere og samsøge. Da InfoLab var så tæt tilknyttet Danmarks Tekniske Videncenter (DTV) var det indlysende at søge ekspertisen her. EDB udvikling på dette felt var ganske besværligt, og ydelserne kunne ikke købes færdige. Det var ukendt tænkning, og på det tidspunkt var det ikke muligt at skrive ordentlige kravspecifikationer. Derfor blev projektet til i en udvikling i de akademiske omgivelser.”
- Så det blev betragtet som en fordel, at InfoLab befandt sig inden for DTVs vægge?
”IPU’s tilknytning til DTV bevirkede, at opstarten blev set som en intern udvikling og den udvikling er faktisk fortsat som det mest naturlige. Kompetencen var jo til stede hos folkene i InfoLab, og de fik projektet til at køre.”
- Kunne en konsulent uden for det akademiske miljø ikke have løst opgaven lige så godt?
”En af de gode ting er, at folkene i InfoLab typisk arbejder voldsomt for sagen, netop i kraft af deres personlige engagement. De involverede simpelthen yder en kæmpe indsats og ofte bruger egen tid for at komme i mål, og det er en gigantisk forskel i den type arbejde.”
Internationalt netværk
- Hvad er de vigtige tendenser i den elektroniske videnhåndtering?
”Det er helt klart Open Source systemer og det internationale samarbejde. Jeg tror ikke på, at vi her i Danmark er i stand til at være med i front alle vegne. Derfor er vi nødt til at starte ud fra hvad andre lande har, og i den vidunderlige Open Source tradition i det akademiske miljø, jamen så udveksler man heldigvis, og der er ingen synderlige omkostninger ved den udveksling. Havde forskningsbibliotekerne været konkurrerende virksomheder, havde vi aldrig opnået samme resultater.”
- Hvad kan InfoLab bidrage med i det perspektiv?
”InfoLab har et meget stærkt internationale netværk, og det betyder, at de hurtigt kan hente nye ting ind. Ikke mindst når det gælder Open Source systemet Fedora, kan vi nu sige, at her er et markant internationalt initiativ, som vi bruger, og vi er sågar selv blevet partnere. Det har en positiv effekt i et statsligt system, at der ikke er tale om en eller anden lille sjov lokalt udviklet mærkværdighed, men et højt profileret system, som der er meget fokus på. Det har været et vældigt godt reklameobjekt for DEFF, og det smitter af.”
Artiklen er skrevet af videnskabsjournalist Carsten Broder Hansen