ScienceComm er også leveringsdygtig i at skrive artikler, som ligger langt fra de genrer og medier, forskningsverdenen normalt formidler til. Nedenfor kan du læse et eksempel på en artikel, der har været trykt i Femina.

I en verden med mænd og matematik

Det lå ikke i kortene, at 34-årige Charlotte Andersen skulle læse Maskindiplomuddannelsen, da hun som ung pige tog til New York for at være au pair i 1 år. Det år blev hurtigt til 10, da hun vandt et Green Card i et lotteri. Kortet gav hende adgang til det amerikanske arbejdsmarked, og de næste 9 år brugte hun på at arbejde hos bl.a. Georg Jensen, In Wear, som dansk guide, fitnessinstruktør, skuespiller, model i reklamefilmbranchen og i de sidste år på hotel, først som receptionist, derefter arbejdede hun sig op ad rangstigen og endte som hoteldirektørens assistent. Nu bor hun på Nørrebro i København og studerer på 3. semester ud af 7 på Maskindiplomuddannelsen på Institut for Produktion og ledelse på DTU i Lyngby.

Reparerer selv bilen

"Mine job i New York lærte mig utrolig meget. Jeg fandt ud af, at jeg var god til at finde løsninger på komplekse problemer. Det var derfor, at jeg valgte at læse maskindiplomuddannelsen, der bl.a. indeholder fag som "Ledelse og organisation" og "Arbejdspsykologi og organisation". Men jeg er også interesseret i mekanik, og den interesse får jeg afløb for, når min gamle landrover skal repareres. Jeg kan godt lide at have en gammel bil, det er der lidt stil over, også selv om den ofte skal repareres. Det er ikke alt på bilen, jeg selv kan finde ud af at ordne, men heldigvis er jeg medlem af en bilværkstedsklub for studerende og tidligere studerende på DTU", siger Charlotte, og fortsætter med at fortælle om værkstedets værktøj, lifte til at hæve bilen og malerværkstedet.

"Mændene hjælper mig godt på vej, måske fordi jeg er pige, for de er jo godt er klar over, at jeg ikke har rutinen fra min ungdom med at skille og samle elektriske tog og knallerter. Jeg beder dem jo heller ikke om at gøre tingene for mig, men om at vise mig, hvordan man gør. Jeg vil hellere gøre det selv, så jeg kan lære det rigtigt", siger Charlotte Andersen.

Kamp om Legoklodserne

Ud af ca. 30 drenge er der kun 3 piger på det linjefag Charlotte tager nu. På et af de andre fag var de 4 piger. Men det er nu mest i fritiden, at piger og drenge mødes, i undervisningen holder drengene sig lidt på afstand.

"Måske er drengene bange for, at vi skal påvirke deres karakterer i negativ retning. Jeg har nok ikke helt det samme tekniske niveau som drengene, og det kan være en forklaring på, at vi piger ofte bliver forbigået, når der skal dannes grupper til større og mindre opgaver. På et tidspunkt fik vi en opgave med at bygge et system af Legoklodser. Vi var 4 piger, som ikke blev spurgt, om vi ville være med i nogle af drengegrupperne, så vi endte i en ren pigegruppe. Vi valgte at lave en konstruktion, som kunne sortere pakker. Inden vi fik set os om, havde drengene hamstret alle de gode Legoklodser, som de jo kender til bevidstløshed fra deres barndom. De havde et klart billede af, hvilke farver og typer de ville have. Vi piger måtte nøjes med resterne, men vi fik det rigtig sjovt, og fik lavet et system, der virkede godt, men måske ikke var lige så avanceret som drengenes.

Ros og opmuntring gør stærk

"Da jeg var i USA, havde jeg en kæreste, som insisterede på at holde døren for mig og trække stolen ud. Det irriterede mig, for det kunne jeg rent faktisk godt selv finde ud af. Jeg er meget stædig og har sådan en 'kan godt selv-facon'. Men en dag sagde hans mor til mig: Hvorfor giver du ham ikke lov, han bliver glad og føler sig mere mandig, og så meget kan den lille ting vel ikke betyde for dig?" Og det havde hun egentlig ret i, hvorfor skulle jeg forhindre ham i at føle sig mandig og glad? Det lærte jeg meget af, folk skal opmuntres og have plads til at gøre det, de er gode til, om det så er at holde døren for kæresten eller rose én for at have lavet en flot mekanisk konstruktion. Og den indstilling prøver jeg at holde fast i og give videre. Positive bemærkninger har en positiv virkning, og det er en nem lille "gave" at give til studiekammeraterne.

Kvinderne står sammen

"Jeg tror kvindelige undervisere tænker mere over, hvordan de formidler deres stof til de studerende. Fx har jeg oplevet, at en kvindelig underviser er god til at forklare de samme ting på forskellige måder. Med de mandlige undervisere har jeg oplevet, at de bare taler højere frem for at forklare det på en anden måde, og det blev jeg jo ikke klogere af. Men der er altså også mænd, der er gode til at forstå, at når man ikke har leget med knallerter som ung, så skal man altså lige have forklaret tingene en ekstra gang", siger Charlotte Andersen, der ind imellem også taler med lektor Helle Rootzén om udfordringerne ved at være kvinde på DTU.

"Helle er fantastisk at tale med, og jeg oplever, at det er vigtigt, at vi kvinder støtter hinanden og vender både faglige og personlige fordele og ulemper ved at være så få".

Flere bløde fag, tak

"Jeg tror, at man ville tiltrække flere kvinder til de tekniske studier, hvis man tilbød flere bløde fag, fx sprog. Der er masser af "bløde" tilbud herude, fx en keramikklub, men jeg savner bløde fag som adspredelse i selve undervisningen. Jeg kan fx godt bruge et tyskkursus, fordi det baner vejen for praktik i Tyskland. Der er kun ét tyskkursus herude, som selvfølgelig ligger på et tidspunkt, hvor jeg har undervisning. Så det kan ikke lade sig gøre, og det er rigtig ærgerligt".

"Jeg er endnu ikke helt afklaret omkring, hvad jeg vil bruge min uddannelse til. Men jeg synes logistiske opgaver er spændende, at organisere ting og få alting til at fungere sammen. Jeg vil ikke være leder, selv om jeg godt kan lide at lede og fordele opgaver. Men jeg er lige så god til at finde og erkende faglige og personlige styrker og svagheder hos mig selv og andre, og de evner vil jeg hellere bruge i teamarbejde, hvor vi fælles kan rykke på store opgaver. Jeg kan godt lide at arbejde i grupper og mærke sammenholdet, meget bedre end at være hende, der bestemmer over de andre, slutter Charlotte Andersen.

Helle for at forske i tal

Tal, statistikker og mandehørm! Det er nok til at skræmme de fleste kvinder væk. Men ikke lektor Helle Rootzén. Med fagligt engagement og viljestyrke har taget livtag med uddannelser, der normalt domineres af mænd.

"Statistik er en utrolig sjov anvendelse af matematik", siger 44-årige lektor Helle Rootzén med et grin, rykker kontorstolen lidt tilbage og smækker benene med de spraglede cowboystøvler op på bordet. Hun er ansat som lektor på Informatik og Matematisk Modellering på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og er en af de få kvindelige statistikere, der er blevet i forskningsmiljøet efter endt uddannelse. Bare titlen på hendes arbejdsplads kan få de fleste kvinder til at løbende skrigende bort, men ikke Helle der nu på tyvende år kaster sig over statistiske udregninger, der skal hjælpe med at besvare spørgsmål som: Hvordan går det med vandmiljøet i Danmark? Hvordan kan man bedst behandle brystkræft? Og kan man forudsige hvilke unge, der bliver udsat for "velfærdssygdomme" senere i livet?

"Det synes jeg er utrolig relevante spørgsmål at beskæftige sig med, men det vidste jeg ikke, da jeg i 1979 stod over for at skulle vælge studieretning", fortæller Helle Rootzén.

Egentlig var det ikke statistik hun satsede på i første omgang. Hun skulle lige en tur rundt om Datalogistudiet på Københavns Universitet. På det tidspunkt ville alle være dataloger, for det var i den branche, der både var gode job og gode penge.

"Men vi var alt for mange studerende, så dér gad jeg ikke være. I stedet opdagede jeg faget statistik. Det var sådan en lille niche, som jeg ikke kendte på forhånd, men som var en form for anvendt matematik, som jeg synes var interessant. Så jeg blev hængende og tog uddannelsen som statistiker.

Attraktiv karriere

I dag, en fast stilling som lektor og 2 børn på 12 og 2 år senere, holder Helle stadig fast i statistikstudierne. Nu bare som forsker og underviser på nedsat tid på DTU.

"Det tiltaler mig, at jeg har mulighed for både at forske og undervise. Jeg oplever en stor fleksibilitet, fordi jeg som forsker og underviser er selvkørende og kan arbejde, hvornår jeg har lyst, bare jeg laver det, der forventes af mig. Men kravene til os er ikke mindre her end i det private erhvervsliv. Vi bliver målt og vurderet, og hvis vi ikke lever op til kravene, er det på tide at se sig om efter et nyt job", siger Helle Rootzén med en sikkerhed i stemmen, der ikke levner tvivl om, at hun har tænkt sig at leve op til de karrieremæssige krav.

"Jeg synes, det er attraktivt at sidde i en offentlig karrierestilling, fordi job og familieliv hænger godt sammen. Jeg har mulighed for at arbejde på skæve tidspunkter af døgnet, og det er en fordel, når man har børn - ikke mindst for den gode samvittigheds skyld. Men jeg er nu ikke sikker på, at jeg arbejder på nedsat tid for børnenes skyld. Det var måske argumentet i starten, men nu gør jeg det også for min egen skyld", fortæller Helle Rootzén.

På mændenes præmisser

Helle Rootzén mener, at det kan være svært for kvinder at forestille sig et arbejdsliv på DTU, fordi de tror, det er alt for hårdt og stresset.

"Det er typisk forholdsvist sent i arbejdslivet, at man bliver ansat i en fast stilling, og det kan være stressende og usikkert. Men det er jo en usikkerhed, som rammer både mænd og kvinder. Mange af kvinderne vælger så det private erhvervsliv i stedet for. Måske har tekniske fag også det ry, at de er for nørder, der kun sidder bag en computer og regner og tegner tekniske konstruktioner. Dem er der også plads til, men langt de fleste har udadvendte projekter, der involverer flere forskellige faggrupper, rejser og opgaver i samarbejde med offentlige og private virksomheder".

"Jeg vil gerne have, at der kommer flere kvinder til DTU. Både fordi her er sjovt at være, og fordi der skal en vis volumen af kvinder på alle niveauer til for, at vi kan få indflydelse på arbejds- og studieliv. Hvis vi ikke er bredt repræsenteret, må vi gøre tingene på mændenes præmisser, ikke fordi mændene har en ond vilje, men fordi det naturligt nok er dem, der stort set har defineret præmisserne, når der nu ikke har været kvinder til at blande sig i beslutningsprocesserne", siger Helle Rootzén med et smil.

Kvinder kommer til mig

Helle Rootzén oplever, at mange kvinder er usikre på, om de nu kan klare det rent fagligt. De er i tvivl om, hvorvidt de er gode nok, og om faget er for svært for dem.

"De stiller spørgsmål til faget og deres kompetencer, som jeg aldrig har hørt fra mænd. Jeg tror, at mange af de kvinder har lettere ved at komme og spørge mig til råds end at gå til en af mine mandlige kollegaer. Jeg oplever, at jeg som kvinde bedre kan guide de kvindelige studerende gennem studiet, fordi jeg både i ord og handling kan vise dem, at det godt kan lade sig gøre at være kvinde og samtidig være god til matematik, selv i en mandeverden".

"Men nu er det ikke kun en hardcore mandeverden. Vi arbejder meget i team, vi samarbejder om undervisningen, benytter hjælpelærere og arrangerer forskningsprojekter ud af huset. Og det tror jeg har en tiltrækningskraft på mange kvinder, fordi det er lidt sjovere at lave noget sammen og i fællesskab bære projekterne igennem. Mange af de kvinder, der kommer herud, bliver utroligt overraskede over, hvor godt det sociale liv er, og det er jeg ikke sikker på, at de vidste inden, for så ville de vel ikke blive så overraskede!", slutter Helle Rootzén.

Artiklen er skrevet af Mette Minor Andersen, bragt i Femina 2005, foto Carsten Broder Hansen